I den tidlige del af perioden tages mange ting for givet: Hekse, trolde, flyvende rensdyr og UFOer har samme virkelighedsværdi som det, der sker i skolen. Gradvist lærer børn at distancere sig fra tydeligt urealistiske fænomener på skærmen ved at sætte ord på.
Børn i alderen 7-10 år kan overskue længere sekvenser og i nogle tilfælde en hel film. De forsøger at skabe mening mellem del og helhed. Derfor er dramatiske eller actionprægede enkeltscener ikke længere så skræmmende, hvis blot det ender i en positiv tone.
Ved hjælp af sproget kan børn opdele og analysere og derved adskille sig selv fra figurer i f.eks. tegnefilm, som de tidligt bliver fortrolige med. Hvis programmernes effekter eller temaer bliver for overvældende, kan de blive skræmte, fordi de så glemmer de nye meningsskabende strategier og falder tilbage på de følelsesbaserede strategier, som dominerede, da de var yngre.
Børn i denne aldersgruppe kan med andre ord benytte sproget som hjælpemiddel til at skabe distance og få mulighed for at forholde sig til de udtryk, de møder. Det gælder dog kun for historier, begivenheder og erfaringer, der ligner noget, de har nogenlunde kendskab til i forvejen, så de har noget at sammenligne med.
Børn kan klare mere udfordrende historier og stærkere virkemidler, hvis de foregår i et kendt univers, end hvis de foregår i et fremmed univers. Tilsvarende kan de forholde sig til fremmedartede universer, hvis temaer eller virkemidler er genkendelige. Hvis der derimod ikke er noget sammenligningsgrundlag, kan det første møde komme til at blive bestemmende for, hvordan barnet forholder sig til lignende erfaringer i fremtiden.
Børn i alderen 7-10 år har et ret omfattende kendskab til kulturfænomener, som hele tiden nuanceres og udvides. De forholder sig seriøst til historierne på film og tv, og deres sociale omverden har afgørende indflydelse på, hvad de vurderer som rigtigt, virkeligt, godt eller skidt: De voksne og børn, som betyder noget for barnet– det gælder også personer og figurer på film og tv – bruger barnet til at få en fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert her i livet.
Børn i denne aldersgruppe tager emner som livets udslettelse, menneskers ondskab og kriges rædsler meget bogstaveligt, og skildringer deraf kan gøre så dybt indtryk, at det påvirker barnets tænkning fremover. De voldsomme emner er en del af virkeligheden, men de kan alligevel ryste barnet i forestillingen om, at livet er nogenlunde sikkert, at voksne er til at regne med, og at tingene ordner sig i den sidste ende. På den måde kan skildringer af de alvorlige emner få en negativ indflydelse på barnets hverdagsliv.
De ældste i denne aldersgruppe vil i stigende grad forholde sig kritisk til voksnes autoriteter. De tager ikke alt for givet, og de har opnået et ret omfattende mediekendskab. Her vokser kritiske potentialer frem – også i forhold til film og programmer – og børnene forholder sig mere og mere reflekterende til, om form, virkemidler og handling virker realistiske.

