Rehabiliteringsteamet består af
- Ergoterapeut
- Fysioterapeuter
- Sygeplejerske
- Diætist
I samarbejde med dig kan vi sammensætte et forløb, der passer til dig og dine behov. Forløbet kan være med til at forbedre din livskvalitet og give dig værktøjer til, hvordan du lever bedst muligt med din sygdom.
Hvad indeholder vores tilbud?
Dette er en oversigt over hvad vores tilbud indeholder. Det er muligt at få kontakt til en ergoterapeut, fysioterapeut, sygeplejerske, diætist, jobkonsulent og præst. Det er muligt at vælge imellem de forskellige tilbud undervejs i dit forløb.
Holdtræning
Træningen er tilrettelagt fælles for holdet med opvarmning og øvelser. Formålet er at genvinde muskelstyrke og udholdenhed. Der vil være træning to gange om ugen. Vi arbejder henimod at motion bliver en fast del af din hverdag. Der vil blive lavet test undervejs i dit forløb og vi afholder samtaler med henblik på at få tilrettelagt din træning så godt som muligt.
Der vil blive taget hensyn til individuelle behov og ønsker, men fællestræning forekommer ofte. Der vil være fysioterapeuter og en ergoterapeut til stede ved træning.
Individuel træning
Ved behov er der mulighed for individuelt træningsforløb. Dette vurderes af terapeuterne.
Forløb med ergoterapeut
For nogen kan det være svært at være i hverdagen under/efter en kræftdiagnose og eventuel behandling. Det muligt at få individuelle samtaler med ergoterapeut med fokus på at få hverdagen til at fungerer trods diverse udfordringer.
Forløb med sygeplejerske
Sygeplejersken i det kommunale rehabiliteringsteam kan tilbyde støttende samtaler. Har du brug for information og vejledning specifikt omkring din sygdom vil sygeplejersken kunne hjælpe dig med at opsøge og forstå viden omkring selve sygdommen, medicin, senfølger og bivirkninger til behandlingen.
Forløb med diætist
Diætisten kan tilbyde et individuelt forløb, der tager udgangspunkt i din situation og dine madvaner. Diætisten kan give dig forslag til, hvad du kan spise under eller efter behandlingen, så du får den næring, du har brug for og undgår vægtproblemer.
Sådan kommer du i gang
Kontakt din egen læge eller din kontaktlæge på sygehuset for at få en henvisning. Når vi har modtaget din henvisning, vil du blive kontaktet for nærmere aftale om en afklarende samtale.
Digitalt sundhedstilbud
Du har også mulighed for at få undervisning og støtte gennem et digitalt forløb, der tilbydes via appen: ’Mit liv - min sundhed’. Det digitale læringsforløb “Kræfter” giver dig viden, vejledning og værktøjer, der kan støtte dig i at have en god og meningsfuld hverdag med og efter kræft. Forløbet indeholder mange forskellige temaer, som du kan vælge imellem, så de passer til dig og din situation.
Forløbet er fleksibelt, så du kan tage det, når det passer dig, og i dit eget tempo – uden at være afhængig af fysisk fremmøde på et bestemt tidspunkt. Du kan også tage det digitale forløb sideløbende med, at du får sundhedsfaglig støtte i kommunen, hvis du deltager i kommunens kræftrehabiliteringsforløb. Læs mere om det digitale sundhedstilbud her.
